Mandag morgen skulle jeg opereres. Det hele var gået så stærkt, at vi næsten ikke havde kunne følge med. Det var min første operation nogensinde, og jeg var bange! Jeg havde grædt meget nætterne op til, og kunne ikke sove. Det kunne Mads heller ikke, så det blev til mange snakke i de lange nætter. Jeg var bange for hvad der skulle ske vores ufødte datter under operationen, og ville jeg overhoved vågne op igen? Jeg har prøvet en del gange at være pårørende til en operationspatient, så jeg ved hvordan Mads havde det da han skulle sige farvel til mig på operationsgangen. Jeg sad der i en seng, alene…

Er det en joke?” Det var tanken der hamrede i mit hoved i sekunderne efter hun havde fortalt at jeg havde kræft. Jeg ventede naivt på sætningen ”ej, jeg laver pis med dig, du har selvfølgelig ikke kræft!”… men den kom aldrig. Hele min verden brød sammen og alt blev vendt på hoved i de sekunder hun sagde den sætning. Alle planer jeg havde haft for fremtiden forsvandt på et sekund. Jeg sad dér på Herlev, 29 år gammel og gravid i uge 35. ”Hvad nu? Skal jeg så dø nu? Hvad med mit barn? Skal jeg aldrig se hende vokse op? Skal jeg dø nu? Må jeg amme hende?…

”Skat, der er to streger på testen! Se…” Endelig var testen positiv! Vi havde forsøgt at blive gravide i 8 måneder, hvilket i sig selv måske er ret hurtigt. Men fra jeg smed pillerne og vi havde taget beslutningen, så kunne det ikke gå hurtigt nok. Graviditeten gik over al forventning. Jeg havde en ond kvalme døgnet rundt i 7 uger, men det var egentlig den eneste gene. Baby voksede som hun skulle og blev rost til alle jordemoder- og lægebesøg. Jeg har i mange år været meget fysisk aktiv og gået op i min kost. Jeg sørgede for at spise så økologisk som overhoved muligt i graviditeten og var…