Den ufrivillige årsdag

Datoen 6. maj vil for evigt være en påmindelse og en ufrivillig årsdag. Det er nemlig dagen hvor jeg fik svar på min biopsi på Herlev Hospital – dagen hvor jeg blev gravid kræftpatient.

Jeg husker dagen som var det igår. Jeg husker følserne, tankerne og frygten, og jeg kan mærke det helt ind i mine knogler. Frygten for at dø fra mit ufødte barn, dø fra min mand og fra min familie. Alt det jeg troede mit nye liv skulle være, blev noget helt andet – både på godt og ondt.

I dag, en datter, 18 ugers kemobehandling, 3 operationer og utallige undersøgelser og samtaler senere, har jeg det bedre. Er jeg rask? Nej. Hvad vil det egentlig sige at være rask efter kræft? For dem som ikke har haft kræft eller har haft kræft helt tæt inde på livet, kan det måske være svært at sætte sig ind i. Jeg er ikke i kemoterapi mere, jeg er færdigopereret, mit hår vokser (i den grad!) og jeg ligner nu et “almindeligt” menneske. Så er jeg vel rask? Igen, nej. Det som ikke kan ses er alle bivirkningerne jeg stadig kæmper med. Både de fysiske og psykiske. Jeg lider voldsomt af hedeture, dårlig hukommelse og dårlig koncentration. Jeg har svært ved at overskue mange ting på en gang, og jeg skal ikke have for mange planer samme dag.

Tålmodighed er heller ikke det jeg har mest af, men som mor er jeg bare nødt til at øve mig i det. Med en datter på 11 måneder, som i den grad ved hvad hun vil og IKKE vil, så bliver den smule tålmodighed jeg har sat vældig meget på prøve 😉 men jeg elsker at være Lunas mor, og jeg elsker hende ubeskriveligt. Så det er en del af det.

Nu kommer sommeren, solen, varmen og verden åbnes langsomt op igen. Jeg er optimistisk for fremtiden, og jeg skal nok komme stærkt igen! Den 6. maj 2020 er dagen hvor jeg fik kræft, men også dagen hvor jeg startede kampen for at leve. Hvert år er en påmindelse om at jeg vandt endnu et år!