Skammen ved hårtab

Da jeg fik konstateret brystkræft var jeg gravid. Der røg en masse tanker igennem mit hoved, og bekymringerne væltede ind. Jeg var godt klar over at kemobehandling betød at jeg skulle tabe mit hår, men det var ikke min største bekymring på det tidspunkt. Jeg skulle lige lande igen efter dommen, som det jo er at få konstateret kræft, og jeg skulle have styr på hele forløbet, og forberede fødslen.

Da jeg havde fået min første kemobehandling, gik virkeligheden op for mig. <em>Nu er der ingen vej tilbage. Nu har jeg fået den gift, som dræber mine hårceller.</em> Der gik 14 dage for mig før mit hår begyndte at falde af, men min hovedbund gjorde ondt, så jeg fik en daglig reminder om hvad der skulle ske, og jeg frygtede hver eneste dag at <em>”nu er dagen kommet”

Da dagen kom, der lavede jeg en aftale med min skønne veninde og frisør, så hun kunne trimme mit lange hår af. Det var en forfærdelig dag, og jeg <strong>skammede mig</strong>. Hvorfor egentlig? “Hår er bare hår. Dit hår er ikke hvem du er”, var den hyppigste kommentar jeg fik. Men det følte jeg. Det er der sikkert andre kvinder der genkender, men hvorfor er det egentlig sådan? Det tænkte jeg længe over.

Jeg har fundet ud af hvorfor. For mig handler skammen om at det nu er synligt at jeg er syg. De fleste mennesker ved godt hvad det handler om, når man ser en kvinde uden hår. Jeg skulle konfronteres med fremmede menneskers medlidenhed og blikke, hver gang jeg bevægede mig ud på gaden. Folk der slog blikket ned når de gik forbi mig, smilede med medlidenhed eller talte til mig uden at stille det spørgsmål som jeg kunne se i deres øjne de gerne ville spørge om.

Værre endnu så frygtede jeg, at folk der kender mig, ville undgå at hilse. Mest fordi de måske ikke vidste hvordan de skulle reagere. Derfor valgte jeg at offentliggøre det på mine sociale medier. Jeg ville være åben om, at jeg var i kemobehandling og at jeg tabte håret. På den måde ville jeg undgå at møde venner og bekendtes “første reaktion” i netto. Når de så mig, vidste de hvad jeg gennemgik, og vi skulle ikke igennem et akavet moment, hvor de ikke turde spørge eller gik den anden vej.

Det har været den helt rigtige beslutning for mig. Jeg har nu været skaldet i et godt stykke tid, og jeg kan mærke at det hjælper mig at kunne tale åbent om det til folk jeg møder. Jeg hviler meget mere i mig selv og mit skaldede hoved, end jeg nogensinde turde håbe på at jeg ville.

Budskabet er nok, at det er vigtigt at finde sin egen måde at deale med sin sygdom. Lade være at lytte til andres meninger og råd, for i bund og grund handler det om hvordan det føles i maven. Så er det meget nemmere at komme igennem. For mig er hår bare hår! Jeg er så meget mere end det…