Tankemylder

At være mor med kræft

At blive mor er det bedste jeg har oplevet, men også virkelig hårdt. Det kan de fleste skrive under på. Men at være kræftsyg samtidig, er hæsligt! Al min tid skulle være dedikeret til barsel med min lille pige, men nu føler jeg at jeg bruger alt for meget tid med at skulle på Herlev hospital til behandling, have taget blodprøver, have svar på blodprøver, have diverse indsprøjtninger, tale med læger osv. Derudover er der nogle bivirkninger som påvirker mig minimum 3 dage om ugen. Det kan du læse om her.

Jeg vil gøre alt for mit barn, og jeg forsøger hver dag, at hun ikke skal mærke til at jeg er træt. Måske er det et held at hun ikke er ældre, da hun nok ikke vil huske ret meget af det alligevel, men det er vigtigt for mig at hun aldrig føler sig overset eller glemt. Jeg forsøger at leve min hverdag så “normalt” som muligt, ved at gå til babysvømning, gå ture med barnevognen, lege og træne med hende, og give hende al den opmærksomhed som hun har brug for. Men fredag, lørdag og søndag er jeg udfordret på energi. Jeg har svært ved at overskue flere ting ad gangen, og glemmer hurtigt hvad jeg er i gang med. Det er derfor ekstra hårdt at have en datter på fire måneder, når jeg ikke kan forklare hende hvorfor jeg er træt og ikke føler at jeg slår til som mor. Men ingen skal nogensinde være i tvivl om at jeg gør mit absolut bedste!

Min datter er, af gode grunde, flaskebarn. Det betyder at vi kan styre hvor meget mad hun får, og hvornår hun får det. Derfor sover hun nok også meget i forhold til andre. I hvertfald findes der en smule retfærdighed, i og med at hun sover igennem de fleste nætter. Søvn har vi begge brug for, men især mig, fordi kemobehandling er så hårdt for kroppen.

Hun er en virkelig glad lille baby, og det tager jeg som et tegn på at vi gør det godt som forældre. Hun fylder vores liv med så meget kærlighed og glæde, at jeg måske ikke er sikker på at jeg var kommet ligeså godt igennem min behandling uden hende. Jeg vil kæmpe hver eneste dag for, at hun skal vokse op med en rask og glad mor.

Jeg elsker at være mor! og jeg glæder mig til at få kemobehandlingerne overstået, så jeg igen kan være mig selv 100%.

2 kommentarer

  • Louise Pedersen

    Mange tanker til dig! Jeg så din kærestes knæk cancer blomst på Instagram, og blev ramt af hans ord. Og hvor er det sejt at du deler den her del af dit liv. Jeg blev selv mor til mit første barn den 1. Oktober 2020 – og fik en uge efter konstateret æggestokkræft. Så jeg kan om nogen sætte mig ind i, hvordan du har det. Jeg krydser fingre for at du kæmper dig igennem denne her forfærdelige sygdom, så du kan få dit liv tilbage og være der for dine børn. Mange kærlige hilsner fra Louise

  • nadia.langstrup@gmail.com

    Kære Louise

    Tak for din besked. Jeg beklager det sene svar, men der har været en del her på det sidste.
    Jeg er ked af at du kan sætte dig ind i vores situation, for det er ikke fair at nogle skal opleve det.
    Jeg håber at du kommer godt igennem, og at du får en fantastisk tid med dit barn.

    Mange tanker, Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *