Ensomhed

Når en pårørende bliver syge, så gør vi alt hvad vi kan for at være der, støtte og hjælpe. Den syge skal på intet tidspunkt føle sig alene, for det er det værste man kan være.

Da jeg blev syg med kræft, stod alle omkring mig klar til at hjælpe. Min lille familie og jeg har så mange mennesker i vores liv som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne føle ensomhed med mange mennesker i mit liv, men det føler jeg sommetider! Hvordan kan det egentlig være? For mig handler det om, at ingen kan mærke hvordan det er at være mig. Ingen kan føle den angst jeg har, de tanker jeg har, føle hvordan det er at få sprøjtet gift ind i årene, eller mærke de bivirkninger der kommer efterfølgende. Ikke fordi de ikke forsøger at forstå det – for det gør de! Og jeg ved, at de har deres egne kampe at kæmpe i det her forløb. Det er vigtigt at huske, at vi alle bearbejder kriser forskelligt, og at ingen følelser er forkerte. Heller ikke ensomhed.

Jeg fandt min egen måde at komme igennem det her forløb. For mig har det været terapi at tale om det, være åben og skrive denne blog. Det at få alle tanker og følelser italesat og ud af kroppen, har virkelig hjulpet mig, så jeg ikke lukker mig selv inde med alle de tanker jeg har. For andre af mine nærmeste, har det ikke været vigtigt at tale om det med andre end mig. Der har det skulle bearbejdes på en anden måde, hvilket er rigtig fint. Bare fordi den syge ikke beder om hjælp, eller ikke taler åbent om det, betyder det ikke at man som pårørende ikke skal gøre noget. Nogle gange kan det hjælpe, bare at gøre opmærksom på at man står klar. Når tiden er inde, skal man som “den syge” nok bede om hjælp.